Kombucha

Kombucha

Kombucha er en fermenteret te, som har rødder 2000 år tilbage i Kina, hvor den blev betragtet som en livseleksir.

Teen har for alvor vundet sit indpas i vesten, idet den indeholder en symbiose af bakterier og svampe, som er lig med de gode bakterier i vores tarmflora – nemlig de bakterier, som vi via vores moderne livsstil har bragt i undertal. Bakterier, som er nødvendige for vores velbefindende. Desuden styrker den de afgiftende processer i kroppen og indeholder masser af B-vitaminer.

Lugten og smagen af kombucha er for nogen noget, man lige skal vænne sig til, mens andre nyder det med største velbehag fra aller første dag. Den smager lidt som en perlende cider, og man kan selv tilsætte smag efter behag i form af hindbær, ingefær etc.

Man kan selv fremstille denne vidunderdrik – dog skal man først have fat i en såkaldt SCOBY samt lidt startervæske. Det kan enten købes på nettet, eller man kan overtage en SCOBY og lidt væske fra en privatperson. Der findes bl.a. en facebook-gruppe, hvor man udover at få gode fif fra hinanden, kan spørge ud i gruppe, om der er en i nærheden, som har en starter. Denne gruppe hedder Kefir og Kombucha DK (Alt Om Fermentering), og du skal blot lige anmode om at blive medlem først.

Hvordan gør du?

Når du har fået fingrene i det omtalte starter kit, gør du som følger:

  1. Bryg 1 liter sort eller grøn te (det siges, at urtete ikke egner sig så godt), tilsat 70 gram rørsukker, rør rundt og lad det køle ned til stuetemperatur.
  2. Hæld teen (uden tefilter/tebrev) i en skoldet glaskrukke/et patentglas el. lign., tilsæt startervæsken og læg forsigtigt SCOBY’en derned også.
  3. Læg et stofstykke, tefilter eller lign. over glasåbningen og sæt en elastik rundt om, så der ikke kan komme dyr derind, men hvor teen stadig kan få luft. Du må endelig ikke sætte et låg på, da kombuchaen under fermenteringen vil danne kulsyre og dermed et undertryk.
  4. Sæt nu teen et sted ved stuetemperatur, hvor den ikke udsættes for direkte sollys eller bliver flyttet rundt på.
  5. Efter 7 dage skulle der gerne være dannet en ny SCOBY i toppen af glasset, og den gamle flyder nær bunden. Bryggen er nu drikkeklar, men den kan også stå yderligere 14 dage, hvis man er til en stærkere smag. Si drikken, hæld den på en rengjort og skoldet flaske uden SCOBYER og sæt den i køleskabet. Husk at gemme ca. 1,5 dl af væsken plus den nye SCOBY til den næste brygning. Den gamle SCOBY kan du bare smide ud eller give væk. Den nye SCOBY kan du skylle i noget koldt vand, inden du lægger den i den nye brygning.
  6. Vil du tilsætte lidt smag, skal du nu i gang med 2. fermentering. Tilsæt stykker af renset og vasket hindbær, ingefær, jordbær, ananas, hyldeblomst… – fantasien sætter ingen grænser, luk flasken og lad den stå i ca. 2-3 dage ved stuetemperatur. HUSK dog at åbne flasken 1 gang om dagen, så flasken ikke sprænger pga. kulsyren.
  7. Si drikken og sæt den på køl, hvor den kan holde sig i et par uger. Igen er det her vigtigt, at du sørger for at åbne flasken 1 gang om dagen, da den stadig vil danne kulsyre.

NB! Det er vigtigt, at du har 100 % rene hænder, og at der ikke er sæberester i glaskrukken.

God fornøjelse & fordøjelse 🙂