Lækker veggie-burger lavet på sorte bønner

Lækker veggie-burger lavet på sorte bønner

Så blev det tid til at eksperimentere med burgerbøffer lavet på sorte bønner, og de blev mildest talt en kæmpe succes! Gustav elskede dem og mente faktisk, at de smagte bedre end almindelige oksekødsbøffer. Så det er absolut ikke sidste gang, at jeg laver dem. Opskriften på burgerbollerne finder du her.

Jeg havde ikke lige en hjemmelavet ketchup, barbeque- og HP-sovs ved hånden, så det blev de færdiglavede udgaver. Det optimale valg er dog de hjemmelavede for at undgå for meget sukker og tilsætningsstoffer.

Ønsker du en glutenfri udgave, så erstat raspen med glutenfri mel eller alternativt f.eks. mandelmel, boghvedemel eller havregryn. Du skal i så fald naturligvis også servere burgerbøffen i en glutenfri burgerbolle.

 

Lækker veggie-burger lavet på sorte bønner

29. marts 2019
: 4-6

Af:

Ingredienser
  • ---------- FARSEN ----------
  • 400 g sorte bønner
  • 2 æg
  • 2 røde peberfrugter
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 1/2 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. chilipulver
  • 1/2 tsk. røget paprika
  • 1 dl rasp/mandelmel/havregryn
  • 1 spsk. HP-sovs
  • 2 spsk. ketchup/barbequesovs
  • 1 dl fetaost
  • 1 tsk. groft salt
  • 1 lille tsk. grov peber
  • Olie til stegning
  • ---------- GUACAMOLE ----------
  • 1-2 avocadoer
  • 1 spsk. cremefraiche
  • 1 fed presset hvidløg
  • Citronsaft, chilipulver salt & peber
  • ---------- ANDET TILBEHØR ----------
  • Grove burgerboller (gerne de hjemmelavede)
  • Salat (f.eks. ruccola)
  • Tomater i skiver
  • Rødløg i skiver
  • Chilimayo
  • Ketchup
  • ..eller hvad du bedst kan lide
Fremgangsmåde
  • Step 1 Kog de sorte bønner efter anvisning på pakken. Har du købt dem på dåse, skal de skylles grundigt.
  • Step 2 Varm ovnen op til 165 g varmluft.
  • Step 3 Spred bønnerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter indtil de næsten er tørret helt ind (de må ikke være brændte).
  • Step 4 Imens snittes peberfrugt, løg og hvidløg helt fint enten med en kniv eller på en foodprocessor, og steg dem i lidt olie ved medium varme, indtil væden er fordampet.
  • Step 5 Skær fetaosten i mindre tern.
  • Step 6 Når bønnerne er færdige blandes disse i en foodprocesser sammen med peberfrugtblandingen og resten af ingrediensernej. Kør farsen til en grov konsistens.
  • Step 7 Form farsen til den størrelse bøffer, du ønsker, og steg dem ved medium varme i ca. 10 minutter i alt.
  • Step 8 Lav imens guacamolen ved at mose avocadoerne sammen med resten af ingredienserne og forbered det øvrige tilbehør til din burger.
  • Step 9 Så er du klar til at samle din lækre veggieburger – velbekomme!