Sukkerafhængighed

Sukkerafhængighed

Rigtig mange mennesker har for vane at nyde slik og søde sager i weekenden, og det skal der (i moderate mængder) også være plads til, men går du også i slikskabet eller kageskuffen, når du er træt, ked af det, frustreret, stresset eller måske bare når, du keder dig? Tænker du ofte på sukker, og føler du dig styret af sukkertrangen?

Det er et mere og mere udbredt fænomen – og det er der ikke noget at sige til det, for ud over alle de fristende sukkerfyldte kager og slikposer, er der gemt en hulens masse sukker i forarbejdet mad – f.eks. morgenmadsprodukter, færdigretter, pålæg, pølser, chips, energibarer, fedtreducerede produkter og meget mere.

Lysten til den søde smag ligger dybt i vores biologi. Den søde modermælk blev allerede i vores spæde leveår sat i forbindelse med følelsen af kærlighed og tryghed. Derudover ligger trangen som en urgammel overlevelsesmekanisme – en mekanisme, hvor hjernen er programmeret til at sørge for, at vi fylder os med mad (særligt det kalorietunge) så snart, det er inden for rækkevidde. Hjernen elsker særligt sukker, for det er lig med hurtig energi, og den belønner os oven i købet for at indtage det ved at udløse et skud dopamin, som er en slags lykkehormon.

Sukker er desuden det rene guf for vores dårlige tarmbakterier, som har en yderst god evne til at kalde på mere af slagsen, og det skaber bl.a. din uimodståelige trang til sukker. Jo mere sukker, du indtager, des mere vil bakterierne kræve, hvilket resulterer i den ondeste cirkel.

Afhængigheden er naturligvis også præget af vanemønstre, måske helt tilbage fra barns ben, hvor fredagsslik var forbundet med afslapning og familiehygge, og en chokoladebar var lig med plastret på såret efter en vaccination hos lægen – eller vanemønstre etableret i voksenlivet som f.eks. onsdagskage på jobbet og mange flere.

Alt i alt er det ikke mærkeligt, hvis du føler, at sukkeret spiller en alt for stor rolle i dit liv – men det kan der heldigvis gøres noget ved. Den første tid kan være hård, men allerede efter nogle dage vil trangen langsomt stilne af, og det øger motivationen for at fortsætte. Det kræver, at du er indstillet på det mentalt, og at du har en plan for, hvad du gør, når trangen melder sig – og det er lige præcis her, jeg kan være en god sparringspartner og støttepude for dig.

 

Jeg tilbyder flere forskellige former for vejledningsforløb – KLIK HER FOR AT SE FORLØB & PRISER